En 19-årig dreng, der i sidste uge forsvandt efter en bytur i Randers, er endnu ikke fundet. Men organisationen Missing People, der hjælper  med at finde forsvundne danskere, gør i dag endnu et forsøg på at finde den unge mand, selvom politiet i går indstillede eftersøgningen, efter man havde fået 'nye oplysninger i sagen'.

Det fortæller organisationsansvarlig i Missing People, René Nielsen.

»Der sidder jo en familie, der er frygtelig frustreret, og derfor gør vi alt, hvad vi kan for at hjælpe. For det er klart, at politiet ikke på samme måde som os har alle resurser til at afsøge hver eneste kvadratmeter,« siger han.

Thomas Stralner blev sidst set på Café Smagløs i det centrale Randers natten til lørdag i sidste uge. Herfra er han ifølge politiets oplysninger gået i retning mod havnen.

Politiet modtog lørdag nye oplysninger i sagen, men eftersøgningen førte ikke noget med sig, skriver TV 2 Østjylland.

»Vi har simpelthen ikke mere at gå efter, så vi indstiller eftersøgningen, indtil vi får nye oplysninger. Hvis nogen sidder inde med oplysninger, så vil vi meget gerne vide det,« sagde vagtchef ved Østjyllands Politi, Klaus Møller, til tv-stationen.

Missing People mødes kl. 14.00 søndag ved Havnekontoret ved Randers Havn for at søge videre efter Thomas.

»Det værste der kan ske er jo, at vi kommer til at overse ham, derfor gør vi meget ud af at sætte tempoet ned, når vi leder i et bestemt område,« siger René Nielsen, der regner med at holdet på omkring 30-40 mennesker vil lede efter Thomas til omkring mørkets frembrud.

Familien er ikke med til at lede efter Thomas, men hjælper med at registrere de frivillige, oplyser Missing People.

Thomas Stralner beskrives som 182 centimeter høj og almindelig af bygning. Han har blå øjne og kort, brunligt hår, der er kort i siderne og lidt længere i toppen.

Han var iført en mørk vinterjakke med hætte og en mørk trøje med lynlås og hvidt logo på højre side, der ligner en firkant. Derudover havde han blå jeans og sorte Nike-sko på.