På under 24 timer i weekenden blev to mænd stukket ned i København.

Det sker efter en lang række af knivstikkerier i København, der startede efter jul og er fortsat ind i det nye år.

Efter en intens efterforskning over weekenden kan Københavns Politi nu fortælle, at de kigger på to forskellige motiver for lørdagen og søndagens knivstikkerier.

»Vi har en formodning om, at det minder om noget af det, som vi har set ved tidligere episoder i slutningen af december. Altså et af dem kan være et opgør mellem yngre mænd med tilknytning til det kriminelle miljø, mens den anden kan være en isoleret hændelse,« siger politiinspektør ved Københavns Politi Tommy Laursen.

Politiinspektøren vil ikke præcisere, hvilken af hændelserne der kan knyttes til det kriminelle miljø.

»Vi kan ikke sige så meget på nuværende tidspunkt på grund af efterforskningsmæssige hensyn,« lyder det.

Der er ingen anholdte på nuværende tidspunkt i de to sager.

Lørdag aften blev en 17-årig stukket ned på Sigurdsgade på ydre Nørrebro. Her mener politiet, at der er tale om to gerningsmænd. De skulle være maskeret og iført mørkt tøj.

Offeret blev stukket flere gange, men han har ikke været i livsfare.

Søndag blev en 18-årig mand (politiet meldte først om en 17-årig mand, der skulle være offeret, men han er 18 år, lyder det nu, red.) stukket ned i Buskager i Vanløse. Han er svært tilskadekommen, men er nu stabil.

Ifølge politiet er der tale om én gerningsmand, der skulle står bag knivstikkeriet.

»Vi vil gerne høre fra vidner, der kan have oplysninger om de her to episoder. Det kan de gøre på 114,« siger Tommy Laursen.