Natten til tirsdag lød der pludselig et ordentligt brag i hjertet af Aalborg.

Nu har politiet nyt om sagen, som ordensmagten ser på med 'stor alvor'.

Politiet modtog klokken 02.45 en anmeldelse om det høje brag og en efterfølgende brand i tatovørbutikken Royal Ink Aalborg på Bispensgade.

Brandvæsenet og politiet rykkede hurtigt ud og kunne konstatere, at der var røg i en opgang, men ikke brand.

Alle beboerne var på det tidspunkt på vej ud af opgangen, og heldigvis var ingen kommet til skade.

Men politiet tager sagen med stor alvor og er flere timer senere stadig på stedet.

Leder af efterforskningen, vicepolitiinspektør Frank Olsen, oplyser i en pressemeddelelse, at det var et kanonslag, som forårsagede det høje brag og den efterfølgende røg i opgangen.

Politiet mener, at der lå en bevidst handling bag affyringen af kanonslaget.

»Det viser vores fund og undersøgelser på gerningsstedet. Men et nærmere motiv eller mulige gerningspersoner kan vi ikke komme ind på på nuværende tidspunkt. Det skyldes et hensyn til vores arbejde. Vi er fortsat i færd med at efterforske og undersøge de nærmere omstændigheder,« siger Frank Olsen.

Politiet er fortsat til stede ved gerningsstedet og gennemfører blandt andet forhør, afhøringer og forskellige tekniske undersøgelser af en række spor.

»Vi ser med stor alvor på sagen. Det er en rystende oplevelse for mange af de beboere, der bor i området – og det er en helt uacceptabel og potentielt farlig adfærd, såfremt man forsætligt har bragt et stykke fyrværkeri til sprængning inde i en bygning i tæt bebyggelse,« siger Frank Olsen.

Politiet opfordrer eventuelle vidner eller personer, som kan have oplysninger i sagen til at henvende sig på telefon 1-1-4.

Nordjyllands Politi vil være til stede på Royal Ink Aalborg og området omkring tatovørbutikken i de kommende timer.