17-årige Mette Hoffmann er forsvundet på sjette døgn. Hun forsvandt lørdag formiddag fra sine forældres bopæl i Fredensborg, men politiet har stadig ingen konkrete spor.

Et vidneudsagn går på, at Mette Hoffmann tog s-toget i weekenden. Det gør det svært for Nordsjællands Politi at sætte en søgning med hunde eller helikopter i gang, fordi det kræver et afgrænset område. S-togsnettet kan nemlig have bragt hende vidt omkring i Storkøbenhavn.

Hvis politiet skal igangsætte en eftersøgning med helikopter, skal området afgrænses indenfor nogle kvadratkilometer.

LÆS OGSÅ:

»Fordi sagen er så gammel, men stadig er aktuel, er der sat en sagsbehandler på. Vi forsøger blandt andet at få adgang til hendes Facebook-profil, men det kræver en dommerkendelse. Jeg ved dog ikke, hvor langt vi er med at få et samtykke fra retten,« siger vagtchefen hos Nordsjællands Politi.

Det kan være en hjælp for politiet, hvis de kan følge de elektroniske spor, folk efterlader sig på nettet. Hvis der foregår en kommunikation, kan det afsløre, om der er liv et sted.

»Vi har fået afklaret nogle ting i sagen, som vi derfor kan udelukke. Men det har desværre ikke bragt os nærmere i vores bestræbelser på at finde hende,« siger vagtchefen.