Faderen, der tirsdag slog sine to yngste børn ihjel for derefter at tage sit eget liv på Sydfyn efterlod et afskedsbrev, oplyser politiet. Efterforskningslederen fortæller samtidig, hvorfor politiet kalder det en familietragedie

Når fædre eller mødre dræber deres egne børn, kalder politiet og medierne ofte sagerne for 'en familietragedie.' Det giver af og til anledning til undren i offentligheden, for i realiteten er der jo tale om en gerningsmand eller -kvinde, der dræber uskyldige mennesker og derefter sig selv.

Klik her og se mere TV fra Localeyes

I sagen fra Fyn, hvor to søskende på seks og otte år og deres 47-årige far tirsdag eftermiddag blev fundet døde i et hus på Nørregårdsvej ved landsbyen Kirkeby på Sydfyn brugte politiet også betegnelsen 'familietragedie.'

Det sker i høj grad for at beskytte de efterladte, forklarer efterforskningslederen Jack Liedecke fra Fyns Politi.

»Det er reelt et dobbeltdrab med et efterfølgende selvmord. Men fordi det sker i familien inden for hjemmets fire vægge, så kalder vi ofte den type sager for familietragedier,« siger politikommissæren og tilføjer:

»Når man tænker på, hvilken konsekvenser sådan en handling har for dem, der er tilbage, giver det også mening at betegne det som en tragedie.«

Jack Liedecke understreger, at politiet i efterforskningen betragter sagerne som 'almindelige' drabssager, men at betegnelsen 'familietragedier' bruges til at fortælle omverdenen, hvad det er for en sag, der er tale om, og for at forklare, hvorfor politiet ikke ønsker at komme med yderligere oplysninger.

Fyns Politi har endnu ikke udtalt sig om et muligt motiv til tragedien, og Jack Liedecke ønsker heller ikke at komme nærmere ind på detaljerne i sagen.

»Vi mener, at det bunder i familiemæssige årsager. Mere ønsker jeg ikke at sige om det.«

Landsbysamfund i chok over tragedie: Drabsmanden var træner på sønnens fodboldhold

Han afslører også, at faderen efterlod et afskedsbrev, før han tog sit eget liv, men indholdet af det vil han ikke afsløre.

Den 47-årige far, der var kendt og vellidt i det lille lokalsamfund nordvest for Svendborg og aktiv i byens sportsklub, havde en ældre datter fra et tidligere forhold. Hun var ikke i huset, da faderen dræbte de andre to børn.

»Hun bor ikke på adressen, men et andet sted på Fyn, og der er noget familie, der tager hånd om hende,« siger efterforskningslederen.