Nordsjællands Politi oplyser nu, at sagen, hvor tv-vært Jes Dorph-Petersen er blevet misbrugt i falske Bitcoin-reklamer, ikke er droppet. Det fortalte Jes Dorph Petersen ellers til B.T. mandag.

Sagen har bare ligget i bunken hos Anklagemyndigheden i otte måneder. I den periode har Anklagemyndigheden endnu ikke taget stilling til, om der er begået en forbrydelse.

'Jeg kan oplyse, at sagen ligger til juridisk vurdering hos Anklagemyndigheden, og der er således endnu ikke truffet afgørelse i den, hvilket jeg kan forstå, at Jes Dorph-Petersen har opfattelsen af,' skriver politikommissær ved Nordsjællands Politi Jørgen Lyster Christensen i en e-mail til B.T.

Jes Dorph-Petersen og en lang række andre kendte mennesker er gennem flere år blevet misbrugt i falske historier og annoncer på nettet.

Jes Dorph Petersen må finde sig i at blive udsat for at optræde i falske artikler, hvor han promoverer køb og salg af Bitcoins. Politiet har droppet sagen, da de mangler ressourcer.
Jes Dorph Petersen må finde sig i at blive udsat for at optræde i falske artikler, hvor han promoverer køb og salg af Bitcoins. Politiet har droppet sagen, da de mangler ressourcer. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

I Jes Dorph-Petersens tilfælde er der tale om falske artikler, hvor han anbefaler at investere i Bitcoins.

Artiklerne er pure opspind. Derfor har Jes Dorph-Petersen meldt sagen til Nordsjællands Politi, som i foråret ringede til ham og meddelte ham, at efterforskningen var indstillet, fordi sagen krævede mange ressourcer at forfølge. Det stod ganske enkelt ikke mål med, hvor alvorlig forbrydelsen er.

Men politiet oplyser altså nu, at efterforskningen ikke er stoppet alligevel.

'Jeg har ikke haft mulighed for at tale med den pågældende medarbejder, som har talt med Jes Dorph-Petersen, men det tyder på, at der ikke er blevet kommunikeret tydeligt nok, og det er selvfølgelig beklageligt,' skriver han.

Her ses en lille del af en af de artikler, hvor Jes Dorph-Petersen optræder. Artiklen er pure opspind, og billederne er stjålet fra TV2.
Her ses en lille del af en af de artikler, hvor Jes Dorph-Petersen optræder. Artiklen er pure opspind, og billederne er stjålet fra TV2.
Vis mere

Selvom sagen ikke som sådan er officielt henlagt, så skriver Jørgen Lyster Christensen videre, at Jes Dorph-Petersen ikke nødvendigvis skal forvente sig alt for meget af efterforskningen.

'Når det er sagt, så er sager som denne komplicerede at efterforske, da der som regel skal indhentes IP-spor i udlandet, og det tager erfaringsmæssigt meget lang tid, hvis det da overhovedet kan lade sig gøre.'

'Det kan derfor godt ende med, at sagen bliver henlagt, men det er den altså ikke på nuværende tidspunkt,' skriver politikommissæren.

Jes Dorph-Petersen selv undrer sig lidt over forløbet.

»Jeg er glad for, at min sag åbenbart ikke er droppet allligevel. Til gengæld så undrer det mig, at det har taget otte måneder at tage stilling til, om der er begået noget ulovligt. Jeg er ikke jurist, men for mig er det helt åbenlyst, at det er der,« siger han og fortsætter lidt muntert:

»Jeg glæder mig til, at politiet bliver klar over, at der er sket noget ulovligt, og påbegynder en intens jagt på forbryderne,« siger han.

Flere andre kendte er misbrugt i lignende falske artikler.

Herunder komikeren Anders Matthesen og Claus Pilgaard, også kendt som Chili-Klaus.