Det var et knivstikkeri, der torsdag morgen fik politiet til at afspærre flere gader i København.

Morgenfriske beboere i Sværtegade i København stod torsdag morgen op til en afspærret vej.

Årsagen var et slagsmål, der havde fundet sted kort før klokken 6 om morgenen, og vagtchef ved Københavns Politi Kristian Rohdin bekræfter nu over for B.T., at en person er blevet stukket ned.

»Efterforskningen i sagen har bekræftet, at en person er blevet stukket ned,« lyder det.

Ved du noget om sagen? så hører B.T. gerne fra dig. Skriv til sboa@bt.dk

Tidligere har politiet oplyst, at man havde en formodning om et knivstikkeri, da man fandt en stor blodpøl på et fortov over for en af bodegaerne, men at det på daværende tidspunkt ikke var sikkert, at det var tilfældet.

Efterforskningen blev yderligere kompliceret af, at der hverken var nogen gerningsmænd eller et offer, da politiet ankom til stedet. Det har fået politiet til at kontakte de nærliggende hospitaler for at undersøge, om nogen skulle have meldt sig der.

Men det lader ikke til at være tilfældet, fortæller Kristian Rohdin.

»Det er lidt spøjst, men vi kan konstatere, at der har været en hændelse. Nu håber vi bare ikke, at der ligger nogen tilskadekomne i en lejlighed et sted,« siger han videre.

Kan hændelsen have en relation til den verserende bandekonflikt?

»Vi ved, hvordan de ser ud, og det er der ikke umiddelbart noget, der taler for.«

I forbindelse med efterforskningen var både Pilestræde og Sværtegade afspærret i flere timer torsdag morgen, mens teknikere og efterforskere arbejdede på stedet.  Omkring klokken 10 blev afspærringen dog ophævet.