Flere borgere har henvendt sig til politiet med tip, siger efterforskningsleder i Viborg. 22-årig døde.

Lokalpolitiet i Viborg har onsdag eftermiddag modtaget 35 tip om en episode, der fandt sted mandag aften ved indgangen til Flyvestation Karup.

Her mistede en ung værnepligtig på 22 år livet, da han blev påkørt af en bil, som derefter stak af.

- De tip, vi har modtaget, stikker i alle mulige retninger, siger Christian Toftemark, efterforskningsleder hos lokalpolitiet.

Borgere har ringet ind og fortalt, at de har set biler med skader i nærheden, eller er blevet overhalet af biler.

Andre har ringet ind og fortalt om folk, de kender i området, som tidligere har kørt spirituskørsel.

- Men vi mangler stadig det rigtige tip, siger efterforskningslederen.

Derfor har politiet offentliggjort en overvågningsvideo fra stedet i håb om at blive ledt på sporet af bilen.

På overvågningsvideoen ser man først en hvid varebil køre forbi efterfulgt af en lys personbil. Politiet har oplyst, at den er på størrelse med en "Peugeot 206". Det er dog uvist, hvilken bil der er tale om.

Politiet modtag anmeldelsen 20.45 mandag, og kort efter var både politi og ambulance ankommet. Bilen var på vej i nordlig retning mod Viborg.

I løbet af onsdag har efterforskere været rundt i området i håb om at finde overvågningsvideoer eller billeder, der kan lede dem på sporet af bilen.

- Vi ser efter alle steder, hvor vi tror, vi kan finde et kamera, siger Christian Toftemark.

Derudover arbejder efterforskerne fortsat med at undersøge området ved indgangen til flyvestationen og offerets tøj for spor.

/ritzau/