De sidste to uger har budt på flere anmeldelser om indbrud i Østjylland end samme periode sidste år.

Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

I uge 44 og 45 sidste år fik politiet 75 anmeldelser om indbrud. I år er det foreløbigt steget til 115 anmeldelser.

De mange anmeldelser om indbrud betyder, at Østjyllands Politi nu vil skærpe sin indsats og være mere synlige i gadebilledet.

- Vi kommer til at være mere synligt til stede i de områder, hvor vi ved, at tyvene opererer, og vi kommer til at sætte flere ressourcer af til vores indbrudsindsats lige fra det forebyggende arbejde til det efterforskningsmæssige, siger efterforskningschef Flemming Nørgaard i pressemeddelelsen.

Han understreger samtidig, at det i forvejen er et område, som politikredsen prioriterer højt. Men man vil nu prioritere det endnu højere, lyder det.

Indbruddene er spredt rundt i politikredsen, men særligt i Aarhus Kommune er der blevet anmeldt indbrud.

Det går igen i mange af sagerne, at tyvene tilsyneladende er gået efter smykker og andre letomsættelige værdigenstande.

Men guld generelt er også i høj kurs. Prisen på guld er steget med over 50 procent i 2025.

Flemming Nørgaard siger i pressemeddelelsen, at det er normalt, at der sker en stigning i antallet af indbrud frem imod jul.

Men når politiet kigger på anmeldelsestallene, er der alligevel sket en "mærkbar stigning" i forhold til sidste år, lyder det fra efterforskningschefen.

Selv om politiet øger sin indsats, har man også behov for borgernes hjælp ifølge pressemeddelelsen.

Østjyllands Politi opfordrer til, at man holder øje med mistænkelig adfærd i sit nabolag og siger "hej" til fremmede, der går rundt i nabolaget, og spørger til deres ærinde.

Hvis man har været udsat for indbrud, er det vigtigt, at man sikrer eventuel videoovervågning og anmelder det hurtigst muligt, skriver politiet.

/ritzau/