Der står minimum to gerningsmænd bag det tragiske knivstikkeri i Taastrup mandag aften, der endte med at koste to teenagere livet.

Det er netop kommet frem på et kort pressemøde.

Her gav vicepolitiinspektør Peter Malmose fra Københavns Vestegns Politi en kort status på efterforskningen.

Det var sparsomt, hvad der kom frem af nye oplysninger på pressemødet, hvor politiet kom med endnu en opfordring til vidner om at henvende sig, hvis man har oplysninger i sagen.

Specielt motivet bag knivstikkeriet kunne politiet ikke sige meget om i henhold til sagens indledende fase.

»Der er ikke oplysninger på nuværende tidspunkt, der peger i retning af, at det er banderelateret,« sagde Peter Malmose, som dog understregede, at man ikke udelukker nogen teorier.

Fra politiets side vurderer man også, at knivstikkeriet ikke var tilfældigt.

To teenagere er døde efter knivstikkeri i Taastrup.
To teenagere er døde efter knivstikkeri i Taastrup. Foto: presse-fotos.dk
Vis mere

Ofrene i sagen er alle en del af samme personkreds. Det tredje offer i sagen, der fik mere overfladiske skader, er blevet afhørt af politiet.

Politiet hører som sagt stadig gerne fra vidner, der har set de tre unge mænd eller noget andet mistænkeligt i området omkring Skjeberg Allé og indkøbscenteret City 2 i Taastrup lidt før klokken 23 mandag aften.

Politiet er specielt interesseret i hændelser omkring City 2 i løbet af mandagen.

»Det kan også være hændelser før klokken 23,« sagde Peter Malmose på pressemødet.

B.T. følger sagen.

Lyt til B.T.'s kriminalpodcast 'På Fersk Gerning' her eller der, hvor du normalt lytter til podcast: