Politiet mener skud blev affyret inden trafikulykke i sidste uge
Politiet søger vidner, der kan identificere fører af elkøretøj, hvorfra der menes at være blevet affyret skud.

Politiet søger vidner, der kan identificere fører af elkøretøj, hvorfra der menes at være blevet affyret skud.

Politiets efterforskning af en trafikulykke i Vejle tidligere på måneden tyder på, at en person på et tohjulet køretøj før ulykken skød retning mod den bil, der var involveret i ulykken.
Det skriver Sydøstjyllands Politi, der nu søger vidner, i en pressemeddelelse onsdag formiddag.
Ulykken skete sent om aftenen 22. juli på Moldevej i området ved Nørremark Center. En 22-årig mand kom til skade, da han påkørte et træ.
Personen, som politiet mener, stod bag skyderiet, kørte på et tohjulet elkøretøj, men stak af til fods.
Ingen blev ramt af skud ved hændelsen.
Det er genstande og spor fundet på ulykkesstedet, der får politiet til at mene, at der er blevet affyret skud.
Siden 22. juli har politiet efterforsket sagen, og nu beder det om hjælp fra borgere, der måtte have set noget.
- Vi er i gang med en omfattende efterforskning. Vi vurderer nu, at der kan være personer, som ligger inde med oplysninger, der kan være afgørende for sagen, siger vicepolitiinspektør Brian Skovrup Christensen i pressemeddelelsen.
- Derfor håber vi, at borgere, som har bemærket mistænkelig adfærd, køretøjer eller personer i området omkring Moldevej og Nørremark Center den pågældende aften, vil henvende sig til os med oplysninger om sagen.
Politiet er især interesseret i oplysninger, der kan identificere føreren af det tohjulede køretøj.
Hvis man opholdt sig i området mellem klokken 22.45 og 23.30 den pågældende aften, eller hvis man har overvågnings- eller dashcam-optagelser, kan man henvende sig til politiet på 1-1-4.
Politiet mener, at hændelsen i sidste uge kan have forbindelse til en skudafgivelse i Vejle 14. juli.
Den aften blev der affyret tre skud mod en parkeret bil. Intet tydede på, at der var nogen inde i bilen, da der blev skudt, eller at nogen var blevet ramt af skud.
RITZAU