Politiet har sent torsdag eftermiddag fundet dele af et lig i Dronninglund Storskov, og politiet mener, at der er tale om den savnede Mia Skadhauge Stevn.

Det oplyser efterforskningsleder Frank Olsen på et pressemøde.

Fundet af ligdelene kommer efter flere dages intens eftersøgning af den 22-årige kvinde, som sidst blev set på videoovervågning, da hun steg ind i en mørk bil søndag morgen klokken 6.09.

Men nu mener politiet at have fundet dele af hendes lig.

»Vi afventer stadig en række tekniske og retsmedicinske undersøgelser, der skal fastslå dødsårsagen,« siger Frank Olsen, vicepolitiinspektør i Nordjyllands Politi

Han opfordrer samtidig borgere til at henvende sig med oplysninger.

Det drejer sig om personer, der har været omkring Sulsted Kirkevej i tidsrummet 6.30 til 7.30 søndag morgen. Her er der fundet spor af Mia Skadhauge Stevn.

»Vi vil også gerne høre fra folk, som har været i Dronninglund Storskov natten mellem mandag og tirsdag.«

I forbindelse med eftersøgningen af den 22-årige kvinde bad politiet alle med videoovervågning i Aalborg-området om at sikre optagelserne og aflevere dem til politiet.

Målet var at finde den mørke bil.

Det lykkedes, og onsdag blev to mænd anholdt og sigtet for at have dræbt Mia Skadhauge Stevn.

De blev begge fremstillet i grundlovsforhør torsdag formiddag. Den ene blev fængslet, mens den anden blev løsladt, da de torsdag blev fremstillet i grundlovsforhør.

Imens fortsatte politiet efterforskningen. De to sigtedes bopæle i Flauenskjold og Østervrå er gået igennem med en tættekam, og man har arbejdet på at kortlægge deres færden.

Desuden har politiet søgt i Saltum, ved affaldsstationen Reno Nord i Aalborg, i Hammer Bakker og i Dronninglund Storskov, hvor man altså sent torsdag eftermiddag fandt ligdele, som man mener stammer fra Mia Skadhauge Stevn.

/ritzau/