Politiet melder ud om mistænkeligt forhold ved station: Tog tilbageholdt


Midt- og Vestsjællands Politi har i dag været til stede ved Borup Station for at efterforske et mistænkeligt forhold.
Det skriver de på Politi Update.
Billeder fra stedet viser, at politiet har haft et område afspærret ved stationen, hvilket også bekræftes i meddelelsen.
»I forbindelse med politiets arbejde blev et tog tilbageholdt, og stationsområdet midlertidigt afspærret,« lyder det.
Politiet skriver videre, at man har afsluttet undersøgelsen og ophævet afspærringen, og at ingen er mistænkte i sagen.
Man har heller ikke nogen kommentar til anmeldelsens konkrete indhold.
