Søndag aften blev en 68-årig mand fundet død på en adresse i Blomsterparken ved Langå.

Østjyllands Politi har siden kaldt det et »mistænkeligt dødsfald« og har efterforsket sagen intensivt.

Mandag oplyser politiet, at tre mænd har været anholdt. To af dem er dog løsladt igen, mens den tredje fortsat er i politiets varetægt.

Det har endnu ikke været muligt for politiet at klarlægge dødsårsagen.

Foto: presse-fotos.dk
Vis mere

'Det er for tidligt at sige, hvorvidt den 68-årige har været udsat for en kriminel handling,' skriver politiet på Twitter.

Østjyllands Politi er fortsat i gang med at afklare hændelsesforløbet og afventer i øjeblikket de retsmedicinske undersøgelser.

Af hensyn til den videre efterforskning ønsker Østjyllands Politi på nuværende tidspunkt ikke at oplyse yderligere.