En ældre mand og en ældre kvinde blev onsdag fundet afgået ved døden i Løgstør. Politiet betragter fortsat dødsfaldene som mistænkelige.

Det skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Politikommissær Kasper Brix, der leder efterforskningen, siger:

»Det er en alvorlig sag, og vi arbejder systematisk med de spor, vi har. Af hensyn til de pårørende og sagens videre forløb beder vi om forståelse for, at vi endnu ikke kan dele yderligere oplysninger.«

Politiet har været talstærkt til stede på adressen. 

»Vi har iværksat en grundig efterforskning for at klarlægge sagens omstændigheder. Det betyder, at vi har været til stede på adressen, blandt andet sammen med en række teknikere. På nuværende tidspunkt er det endnu for tidligt at sige noget om dødsårsagerne.«

»Vi har indhentet en del tekniske spor, ligesom der er foretaget afhøringer af naboer og andre. På nuværende tidspunkt tyder det på en isoleret hændelse, så borgere i området har ikke grund til at føle sig utrygge på baggrund af sagen.«

De to afdøde var et samboende par, en mand og en kvinde på henholdsvis 77 og 76 år. 

De pårørende er blevet underrettet.

Anmeldelsen kom onsdag klokken 15.44.