Politiet melder ud efter fund af død mand
Tirsdag kastes der måske lys over, hvorfor en mand, der mandag blev fundet død i Gudenåen, afgik ved døden.
Tirsdag kastes der måske lys over, hvorfor en mand, der mandag blev fundet død i Gudenåen, afgik ved døden.
En mand, der blev fundet død i Gudenåen mandag, skal tirsdag obduceres, og forhåbningen er, at det så bliver klart, hvorfor manden afgik ved døden.
Det oplyser Anne Kirkegaard, der er kommunikationsmedarbejder ved Midt- og Vestjyllands Politi, til Ritzau.
- Afdøde skal obduceres i dag, og det kan være, at det kaster lys over noget, siger hun.
Politikredsen vil tirsdag ikke sige, om det vurderes, at manden har været i vandet i kort eller lang tid.
Manden er tirsdag formiddag ikke identificeret, og hans pårørende er derfor heller ikke underrettet.
Det var en forbipasserende, der mandag fik øje på den afdøde i vandet og derfor slog alarm til politiet. Politiet har ikke med sikkerhed kunnet sige, om manden er død som følge af en forbrydelse, eller om der ligger andre årsager bag.
I sådanne sager efterforsker politiet, som om der er tale om et drab. Det skal sikre, at eventuelle spor ikke går tabt.