En 33-årig mand er afgået ved døden efter et skyderi i byen Tiniteqilaaq i Grønland lørdag morgen.

Det oplyser det grønlandske politi i en pressemeddelelse.

To personer blev såret som følge af skyderiet - en 36-årig kvinde og en mand på 33 år - og mandens tilstand har været kritisk siden hændelsen, oplyser det grønlandske politi.

Søndag er han så afgået ved døden.

Politiet modtog anmeldelsen om skyderiet tidligt lørdag morgen, og klokken 11.00 blev en 18-årig mand anholdt i forbindelse med skyderiet.

Den 18-årige blev søndag formiddag fremstillet i grundlovsforhør, hvor det blev besluttet, at han skulle tilbageholdes i tre uger med frist den 19. december.