Øverst i artiklen kan du se det seneste pressemøde fra Københavns Politi i sagen.

Dykkere ved Københavns Politi har fundet en sav i Køge Bugt. Saven er fundet nær den rute, politiet mener, Peter Madsen sejlede 11. august i år.

»Saven bliver nu undersøgt af vores kriminalteknikere, for at vurdere, om der er tale om den sav, som politiet har ledt efter i forbindelse med ubådssagen,« siger vicepolitiinspektør Jens Møller Jensen i en pressemeddelelse.

Københavns Politi oplyser videre, at dykkere fortsat leder efter Kim Walls arme i den makabre sag.

Man vil dog ikke oplyse, hvor og hvornår man dykker.

Politiet skriver desuden, at man ikke har yderligere informationer i sagen.

Den svenske journalist Kim Wall forsvandt 11. august i år, efter hun havde været ude og sejle i ubåd med den danske opfinder Peter Madsen.

Efterfølgende forklarede Peter Madsen, at han havde sat Kim Wall af. Den forklaring ændrede han dog senere til, at Kim Wall var død, da hun fik en ubådsluge i hovedet.

Siden har dansk politi fundet Kim Walls torso og senest Kim Walls hoved og ben. Hovedet viste ikke tegn på skade, som man kunne forvente, hvis hun var blevet dræbt af en luge, som Peter Madsen har forklaret.

Københavns Politi har sigtet Peter Madsen for drabet på Kim Wall. Den danske, der sidder varetægtsfængslet, opfinder nægter sig dog skyldig.