Hold jer væk.
Sådan skriver flere politikredse på deres Twitterprofiler, efter de har fået flere anmeldelser om, at folk bevæger sig ud på diverse søer, der er dækket af is.
»Vi har fået flere anmeldelser om folk, som har bevæget sig ud på is, blandt andet Søndersø i Viborg og Søndre Anlæg Sø i Herning,« skriver Midt- og Vestjyllands Politi.
I Silkeborg har man måttet hjælpe en 13-årig dreng op af vandet. Han endte heldigvis med kun at stå i vand til knæene.
Også i Aalborg er det et problem:
»Det er livsfarligt at færdes på isen, da den ikke er sikker,« skriver Nordjyllands Politi.
Her har man også fået en række anmeldelser fra bekymrede borgere.
For to uger siden måtte Københavns Politi advare om faren ved at gå ud på isen på Søerne i hovedstaden. Her havde man været nødt til at sende betjente til stedet for at kalde folk ind.