Alene på de fynske motorveje har der været 54 uheld de sidste to måneder. Syv af dem fandt sted fredag 24. juli.

En kedelig statistik, der nu får Fyns Politi til at komme med et venligt, men bestemt opråb.

I en pressemeddelelse med titlen 'Op med afstanden, ned med hastigheden, på med opmærksomheden' italesætter vicepolitiinspektør Sten Sørensen problematikken.

Som overskriften antyder, er det netop tæt kørsel, manglende opmærksomhed og for høj hastighed, der oftest er årsagen til uheldene.

»Det er et faktum, at hvis du kan nå at se det ske, så kan du også nå at bremse. Vi ser lige nu, at alt for mange uheld sker på grund af alt for kort afstand til den forankørende, uopmærksomhed under kørslen og for høj hastighed,« lyder det fra vicepolitiinspektøren, der fortsætter:

»Derfor vil jeg venligt, men bestemt opfordre til, at bilisterne tager bedre hensyn til hinanden derude, især lige nu hvor presset på grund af sommerferien er ekstra stort på den Fynske Motorvej.«

Hvis man ikke holder ordentlig afstand, har man ikke den nødvendige tid til at reagere, og det kan altså være livsfarligt.

Derfor kan det også udløse både bøder, klip og frakendelse af kørekortet, hvis man ikke holder en passende afstand.

Og lignende straffe kan man altså blive idømt, hvis man ikke holder sig inden for den tilladte fartgrænse.

Det er der desværre mange, der ikke gør, konstaterer Fyns Politi.

Under en særlig indsats på Den Fynske Motorvej i juni fik 19 bilister en betinget frakendelse af kørekortet for høj hastighed.

To motorcyklister fik deres kørekort ubetinget frakendt for at køre over 200 km/t., mens to andre motorcyklister fik en betinget frakendelse af deres kørekort for at have kørt væddeløbskørsel.

»Vi ser jo desværre alt for ofte, hvor alt ødelæggende for høj hastighed kan være. Derfor har vi løbende indsatser for at få hastigheden ned, og vores måleudstyr bliver flittigt brugt på motorvejen. Der er ovenikøbet skiltet med det på de strækninger, hvor der i øjeblikket er nedsat hastighed på grund af vejarbejde,« siger Sten Sørensen og tilføjer:

»Men vi ser også en anden stor dræber i trafikken, og det er uopmærksomhed. Det er den helt klassiske devise om, at du skal køre bil, når du kører bil,« siger Sten Sørensen.

Opfordringen lyder derfor, at man kører bil, når man kører bil.

Slutteligt henviser Fyns Politi til, at man viser hensyn, når man fletter ind.

»Det er ikke en konkurrence om, hvem der kommer først. Gensidig hensynstagen er nødvendigt for, at der ikke sker uheld, og trafikken kører gnidningsfrit ved sammenfletningen. Man hjælper hinanden med at flette ind, man giver plads, og man viser hensyn,« siger Sten Sørensen afsluttende.