Fra politiet lyder der nu en ganske klar opfordring:

»Hold øje med mistænkelig adfærd i dit nabolag.«

Opfordringen kommer på baggrund af, at efterårsferien for mange er begyndt denne weekend, og mens det for flere betyder, at den står på afslapning, hygge og rejser, står den for andre på skumle planer.

For indbrudstyvene har nemlig travlt denne tid.

Alene det seneste døgn har Østjyllands Politi modtaget syv anmeldelser om indbrud i privat beboelse, lyder det i politikredsens døgnrapport.

Flere af dem er blevet begået i dagtimerne, lyder det.

Derfor beder man nu om befolkningens hjælp.

»Hold øje i dit nabolag, og hvis man oplever mistænkelig adfærd, mennesker eller køretøjer, der ikke virker som om, de hører til, så ring til politiet,« lyder det fra Østjyllands Politi.

»Det er ens nabolag, som man oftest kender bedst, hvorfor det er her, man også kan se eller høre, om noget virker mistænkeligt,« oplyses det videre.

Hvis du oplever mistænkelig adfærd i dit nabolag eller lignende, så beder politiet om, at du ringer på telefonnummer 1-1-4. 

Hvis du derimod spotter et igangværende indbrud, skal du ringe 1-1-2, lyder det.