Den 37-årige mand, der er tirsdag blev varetægtsfængslet og sigtet for frihedsberøvelse og voldtægtsforsøg af en baby, er omfattet af et navneforbud.
Alligevel har flere valgt af dele mandens navn på de sociale medier.
Det advarer Syd- og Sønderjyllands Politi nu mod i en pressemeddelelse.
»Siden grundlovsforhøret i går har vi set, at der er sket deling af blandt andet navn og billede på sociale medier. Deler man et billede, et navn eller andet, der kan lede til identifikation af den pågældende, så overtræder man rettens navneforbud i sagen – og det kan medføre sigtelse og bøde,« skriver politiet og fortsætter:
»Vi vil derfor opfordre alle til stoppe med at dele – og til at slette opslag og kommentarer, der overtræder navneforbuddet. Vi forstår, at det er en sag, der vækker mange følelser, men vi er nødt til at holde fast i, at vi i Danmark har et straffesystem, hvor politi og Anklagemyndighed håndterer eventuelle overtrædelser af straffeloven,« siger vicepolitiinspektør Kent Brynielsen.
Det kom under tirsdagens grundlovsforhør blandt andet frem, at den sigtede til politiet skal have sagt:
»Jeg har ikke gjort hende noget, men det havde jeg tænkt mig at gøre.«
Ordene faldt over for de betjente, der anholdt manden på hotellet, hvor pigen blev fundet.
Varetægtsfængslingen løber til 7. april, hvorefter retten skal tage stilling til, om der er grundlag for at forlænge den.

