Den ældre mand, der onsdag mistede herredømmet over sin bil og ramte en menneskemængde på Sortedam Dossering i hovedstaden, er nu blevet afhørt.
Det fortæller vagtchef Henrik Stormer fra Københavns Politi torsdag morgen.
»Vi har afhørt ham, men indholdet af afhøringen kommer jeg ikke ind på,« lyder det fra ham.
Onsdag aften var meldingen fra politiinspektør Tommy Laursen, at den ældre mand er en af de tilskadekomne, og at det derfor endnu ikke havde været muligt at afhøre ham.

Den voldsomme ulykke – hvor to meldes at være i kritisk tilstand – fandt sted onsdag eftermiddag midt i København.
Ulykken skete, da den ældre mand mistede herredømmet over sin røde elbil, da han kom kørende langs søerne i København i retning mod Nørrebrogade.
Ved Ravnsborg Tværgade ramte han en cyklist, inden han røg over i en afspærring og videre ind i cafébordene på fortovene.
I alt kom 12 personer til skade i forbindelse med påkørslen af menneskemængden.

Torsdag morgen oplyser vagtchef Henrik Stormer, at man forventer at kunne melde mere ud om sagen senere på dagen.
Til Ritzau fortalte vagtchef Jesper Frandsen onsdag, at politiet havde stykket et hændelsesforløb sammen fra vidner på stedet.
»Jævnfør disse forklaringer kører pågældende ad Sortedam Dossering i retning mod Nørrebrogade. I krydset inden Ravnsborg Tværgade kører han formentlig ind i noget vejarbejde og mister i den forbindelse herredømmet over køretøjet,« lød det:
»Herefter fortsætter han og rammer en cyklist og kører op på fortovet ved Lagkagehuset, hvor der er udendørsservering, og så fortsætter han ad fortovet, hvor han påkører yderligere et antal mennesker,« forklarede vagtchefen.
Politiinspektør Tommy Laursen understregede onsdag over for flere medier onsdag aften, at der er tale om en ulykke, og at politiet hurtigt kunne udelukke terror.

