Torsdag eftermiddag bragede en lastbil gennem autoværnet på Østjyske Motorvej og ramte en personbil frontalt.

Nu har politiet nyt om ulykken, der kostede en person livet.

»Den dræbte fra gårsdagens alvorlige færdselsuheld på Østjyske Motorvej er en 47-årig mandlig bilist,« skriver Østjyllands Politi på Twitter.

Føreren af lastbilen var en 51-årig mand.

Vagtchef Østjyllands Politi Chris Mose fortæller til Århus Stiftstidende, at lastbilchaufføren fik nogle knubs, men ikke kom alvorligt til skade.

Ulykken skete klokken 17.05 lige nord for afkørsel 49, Genvejen.

Østjyske Motorvej blev efter ulykken spærret i begge retninger, og oprydningsarbejdet tog flere timer – og skabte en del kø.

Det er endnu uvist, hvorfor lastbilchaufføren mistede kontrollen over sit køretøj og kørte gennem autoværnet.

De pårørende til den afdøde 47-årige er underrettet.