Ved du noget om sagen? Så hører BT gerne fra dig. Skriv til 1929@bt.dk eller kontakt os via Facebook.

Der var formentlig ikke tale om et bandeskyderi, da en 16-årige dreng blev skudt og dræbt mandag aften.

Det oplyser Københavns Politi på Twitter.

'Skuddrab Ragnhildgade: Ingen indikationer på bandeskyderi - men politiet efterforsker bredt'

Den 16-årige dreng blev erklæret død sent mandag aften, efter han var blevet ramt af flere skud i området omkring Ragnhildgade på grænsen mellem Ydre Nørrebro og Ydre Østerbro i København.

Politiet modtog anmeldelsen om skyderi kl. 21.05. Umiddelbart efter blev den 16-årige fundet livløs i gården bag Ragnhildgade 48. Kort efter erklærede en ambulancelæge drengen for død.

Den 16-åriges pårørende er underrettet, og natten til tirsdag var politiet massivt til stede i området i forbindelse med efterforskningen og for at opretholde tryghed.

BT var i kontakt med vagtchefen hos Københavns Politi tirsdag morgen omkring klokken seks. Han kunne ikke oplyse, hvad der lå bag skyderiet, og han ønskede desuden ikke at kommentere sagen yderligere.

Mandag aften udsendte Københavns Politi dog en pressemeddelelse, hvori de efterlyste vidner, der havde set noget i forbindelse med skyderiet.

'Vi har stort behov for at høre fra vidner, der har set noget af interesse op til skyderiet, samt de bekendte, som den 16-årige var sammen med tidligere mandag aften,' sagde vicepolitiinspektør Jens Møller Jensen i pressemeddelelsen.

Sent mandag aften forklarede BTs mand på stedet, at politiet var mødt talstærkt op. Tirsdag morgen er der fortsat politi til stede i området, mens der ligger blomster på det sted, hvor den 16-årige blev fundet.

Foto: Peter Ølholm
Vis mere