Et ældre ægtepar på 76 og 79 år blev tirsdag aften franarret et ganske stort pengebeløb.

Den 79-årige mand fra Beder var blevet ringet op ved 18-tiden af en person, der spurgte, om det var ham, der var i færd med at overføre penge fra sin konto.

Det kunne den 79-årige afvise, og manden i telefonen tilbød at hjælpe ham med at standse overførslen.

Han spurgte den ældre mand, hvilken bank han benyttede, men det ville den 79-årige ikke umiddelbart fortælle.

Det fik dog manden i telefonen til at sige, at han så ikke ville hjælpe det ældre ægtepar.

Derefter oplyste den 79-årige mand navnet på sin bank, og manden i telefonen sagde, han straks ville omstille til den.

Den 79-årige mand mener ikke, at han på det her tidspunkt havde oplyst nogen form for koder til manden i telefonen, men kort efter kunne han både navnet på deres bankrådgiver, og han kunne også oplyse, hvor mange penge, der stod på deres konti.

Det overbeviste den 79-årige om, at manden faktisk havde forbindelse til banken, og han gav derefter sit NemID og diverse koder til manden i telefonen.

Han fik derefter at vide, at der ville blive taget hånd om sagen. Da parret spurgte, hvad manden hed, ville han dog ikke oplyse det, og han afbrød herefter forbindelsen.

Samme aften fandt parret ud af, at der var hævet større beløb fra deres konti.

Østjyllands Politi opfordrer på det kraftigste til, at man aldrig giver kontooplysninger, koder, NemID eller lignende i telefonen.

Hvis man er i tvivl omm, om det er et reelt omkald, kan man bede vedkommende i røret om at oplyse navn og afdeling, hvorefter man kan lægge på og ringe til virksomhedens hovednummer og spørge efter personen.

Andre læser også