Mød op for dommeren, eller vi henter jer.

Det er meldingen fra Syd- og Sønderjyllands Politi til folk, der ikke møder op, når de skal i fogedretten.

Helt konkret tog betjente fra politikredsen i går ud til fire personers arbejdsplads eller bopæl, fordi de ikke var mødt op i fogedretten i Sønderborg.

'I dag fik otte andre samme besøg af os. Vi fortsætter vores opsøgende arbejde de kommende dage. Så mød op, hvis du har en aftale. Ellers møder vi op hos dig,' skriver Syd-og Sønderjyllands Politi på Twitter.

For nylig kom det frem, at Syd- og Sønderjyllands Politi i øjeblikket oplever, at folk udebliver fra fogedretten.

»De personer, der er indkaldt til møde i fogedretten, har fået direkte besked. Og møder de ikke op frivilligt, risikerer de at blive anholdt i nær fremtid. Det vil vi gerne undgå, og derfor opfordrer vi kraftigt personerne til at rette henvendelse til retten, så de kan få deres sager behandlet,« sagde politikommissær Dennis Holst fra Syd- og Sønderjyllands Politi, Områdecenter Nordøst, 15. juni til tvsyd.

Men truslen om, at politiet møder op for at anholde dem, der ikke er mødt op i fogedretten, har altså ikke haft den store effekt.

Så både i går og i dag har politiet altså gjort alvor af sin trussel.