I Syd- og Sønderjylland har politiet en klar opfordring.

For et brud på en gasledning i Tinghøj giver problemer, og politiet opfordrer til at forlade sit hus, hvis man bor syd og øst for rundkørslen på Stilbjergvej og Lerpøtvej.

Det oplyser politikredsen på Twitter.

'Vi er p.t. til stede i Tinghøj nord for Varde i forbindelse med et brud på en gasledning,' skriver de og fortsætter:

'Beboere syd og øst for rundkørslen Stilbjergvej og Lerpøtvej bedes forlade deres huse og søge mod forsamlingshuset i Tinghøj.'

Klokken 16.25 melder politiet, at arbejdet forventes at vare op til tre timer endnu.

Klokken 17.40 er politiet kommet med en ny melding: Det er et uheld i forbindelse med et renoveringsarbejde, som er skyld i bruddet. 125 borgere er berørt, og op mod 50 boliger kan have været berørt.

Ingen er kommet noget til – og man vurderer heller ikke, at der er sket bygningsskade.

Brandvæsnet er i øjeblikket i gang med at gennemgå boligerne for at måle eventuelle niveauer af naturgas. Bliver der konstateret gas, skal der luftes grundigt ud, før borgere kan vende hjem igen.

'Borgerne kan opleve lugtgener, der skyldes sporstoffer i gassen. Disse er ufarlige. Oplever man eventuelle helbredsmæssige gener, bedes man at kontakte Akuttelefonen på telefon 1813', lyder det fra politiet.

Indsatsen varer til ud på aftenen.