Sommersolen har fået flere til at flokkes mod Islands Brygge, hvor beboerne på mere end én måde føler sig generet af nogle af de besøgende.

Mens soundboxes holder folk vågne om natten, skaber bilræs decideret frygt hos områdets beboere, beskrev to kvinder i en B.T.-artikel søndag. Den ene kaldte området »tabt« for Københavns Politi. Men politikredsen afviser at skulle sidde på hænderne.

I en udtalelse fra Københavns Politi lyder det således, at man er opmærksom på de problematikker, som områdets beboere lider under i øjeblikket.

'Islands Brygge er et område, hvor der færdes stadigt flere mennesker, især når vejret er godt. Vi er fuldt bevidste om, at det medfører større gener for beboerne i området.'

'Derfor har vi gennem det sidste stykke tid været ekstra og synligt til stede på Bryggen med særlige indsatser på to områder: Hasarderet kørsel og støjende adfærd.'

I B.T.'s artikel om problematikken beskriver to kvindelige beboere fra området, at de flere gange ugentligt oplever, at biler med unge mænd bag rattet indtager området med høj musik - og høj fart.

»De gasser op og giver den alt, hvad den overhovedet kan trække. Det kan ende galt. Jeg tør nærmest ikke færdes, for man er jo bange for at blive pløjet ned,« forklarede Katja Svensson, der har boet på Islands Brygge i syv år.

Hun frygter, at der skal ske en ulykke, før der bliver gjort noget ved problemet. Men der bliver altså allerede gjort noget, fastslår Københavns Politi overfor B.T.

Flere afdelinger er inde over indsatsen på Islands Brygge. Eksempelvis varetager lokalpoliti og færdselspoliti opgaver i området.

Det er igennem denne fælles indsats samt gennem dialog med andre instanser, man vil forsøge at finde en løsning på hasarderet kørsel såvel som støjgener, lyder det:

'Vi samarbejder tæt med kommunen og boligforeningerne og holdt så sent som i fredags et møde med parterne for at diskutere håndteringen af de mange mennesker, der bruger området i sommerperioden.'

'Som en del af den særlige indsats på færdselsområdet har vi løbende aktioner mod høj hastighed og hasarderet kørsel i området - blandt andet i dag (mandag, red.),' lyder det i udtalelsen.

Borgere, der oplever hasarderet kørsel, opfordres desuden til straks at anmelde det til Københavns Politi på 1-1-4.