Søndag klokken 22.09 startede alarmen på Aarhus Universitetshospital.

En vagt reagerede prompte, tog en cykel til afdeling B101, hvor alarmopkaldet kom fra, og her kunne han ganske rigtigt se, at der var indbrud.

Det fremgår i døgnrapporten udsendt af Østjyllands Politi.

'Da vagten nåede frem til døren ind til gangen, hvor alarmen var gået, så han en mand krydse gangen. Han ringede herefter til de øvrige vagter på stedet, da de ikke vidste, hvor mange gerningsmænd der var. Da de gik ind til gerningsstedet, så de en mand løbe fra stedet med flere poser, og én af vagterne satte derfor i løb efter ham,' skriver politiet.

Det fik dog gerningsmanden til at true vagten, oplyser Østjyllands Politi. Vagten fik besked på ikke at komme nærmere, for hvis han gjorde, ville gerningsmanden stikke ham med en kniv.

Gerningsmanden stak af, men han tog ikke sine tyvekoster med sig. De blev smidt under flugten, og i posen, der efterfølgende blev fundet, lå der 27 flasker håndsprit og to bærbare computere.

Gerningsmanden er stadig ikke fundet, og det har nu fået politiet til at efterlyse ham. Har du set eller hørt noget, kan Østjyllands Politi kontaktes på 114.

Manden beskrives som mellemøstlig af udseende, mellem 18 og 30 år gammel, 180-185 centimeter høj, almindelig af kropsbygning, brun hudfarve og så var han iført træningsbukser, en sort dunjakke med skrå syninger og en hætte, der var trukket op.

Politiet oplyser desuden, at han stak fra Aarhus Universitetshospital i en 'mindre mørk personbil'.