Politiet rykkede tidligt mandag morgen massivt ud til en virksomhed i Nørre Alslev.

Det skyldes, at der har været en eksplosionsbrand på stedet, hvor en person er kommet lettere til skade.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi på Twitter.

I den første melding, som kom klokken 05.52, lød det:

»Vi er lige nu massivt til stede ved en virksomhed på Peter L. Jensens Vej (adressen er blevet rettet fra politiet, red.) i Nørre Alslev i forbindelse med en eksplosionsbrand."

Også brandvæsnet og ambulancer rykkede ud.

»Der er flere veje, der er afspærret i området. Borgere bedes respektere afspærringerne,« lød opfordringen fra politiet i de tidlige morgentimer.

Klokken 08.11 lyder meldingen, at politiet endnu er til stede:

"Branden er slukket, men politiet og brandvæsenet er fortsat på stedet og vil være det en del timer endnu. En person er kommet lettere til skade."

Der er nu kun en afspærring om selve virksomheden, lyder det.