Nordsjællands Politi er mandag eftermiddag massivt til stede med betjente og hunde ved Lyngby Sø.
Det bekræfter politiet over for B.T., som også fortæller, at de har fundet efterlyste Bent død.
»Det er Bent, vi har fundet, og de pårørende er underrettet,« siger vagtchef ved Nordsjællands Politi Jan Hedager til B.T.
Det var et tip fra Missing People, der havde fundet en af den savnedes genstande, som førte til, at eftersøgningen i løbet af mandagen blev intensiveret nær den nordlige del af Lyngby Sø, hvor den savnede altså blev fundet død.
Den nøjagtige dødsårsag er endnu ikke fastlagt, men der er ifølge Nordsjællands Politi ikke noget mistænkeligt ved dødsfaldet.
Tidligere fortalte politiets presseansvarlige, at politiet var til stede ved Lyngby Sø.
»Vi er ude nord for Lyngby Sø i relation til Bent, som vi har meldt savnet. Vi har fundet nogle spor på baggrund af et tip. Vi er derude med hunde og båd,« oplyser politiets presseansvarlige tidligere mandag eftermiddag.
Nordsjællands Politi meldte 6. december den 81-årige Bent fra Lyngby savnet, hvorefter ingen hørte fra ham.
Han beskrives som 170 cm høj, iført rød/grå jakke, rød hue og cowboybukser.
Han forsvandt efter at være gået et ærinde ved Ulrikkenborg Plads den 5. december, og det er altså ham, som politiet har fundet ved søen.
Området omkring søen er ikke spærret af for offentligheden.
Nordsjællands Politi har ad flere omgange ledt efter den 81-årige med blandt andet hunde, droner og helikopter, ligesom flere frivillige, herunder organisationen Missing People, har ledt efter ham.