Københavns Politi var fredag aften massivt til stede ved en kiosk i den københavnske bydel Husum.

Ifølge B.T.s medarbejder på stedet var der fem politibiler til stede ved Torvets Kiosk på Islevhusvej 7.

Det ser ud til, at der har været tumult inde i kiosken, der også rummer en spillehal.

Her skal der ifølge B.T.'s medarbejder på stedet være foretaget anholdelser af tre personer. Denne oplysning er dog ikke bekræftet af politiet.

Foto: Byrd/Steven Knap
Vis mere

Hvad der ligger bag, er i det hele taget uvist.

Vagtchef ved Københavns Politi, Lars Westerweel, har ikke meget at sige til aktionen.

»Vi har ingen kommentarer til den sag, og det har vi heller ikke resten af aftenen,« siger han.

Kort efter klokken 23 fortæller B.T.'s medarbejder på stedet, at der kun er en politibil tilbage ved kiosken, der er blevet gennemsøgt af en hundepatrulje.