Københavns Vestegns Politi er massivt til stede ved et gymnasium i Ishøj.

Det er de i forbindelse med det, de kalder 'en ukendt hændelse'.

Det bekræfter politikredsen til B.T. Nærmere bestemt er det ved Next Sydkysten Gymnasium, at det større politiopbud er.

»Vi får en anmeldelse om, at en mand skulle rende rundt med en pistol. Det reagerer vi selvfølgelig kraftigt og massivt på,« forklarer vagtchef Torben Wittendorff til B.T.

»Det vi er noget frem til nu, det er, at vi har to anholdte og de har haft en eller anden form for pistol. Den pistol vi har fundet nu, viser sig at være er en splatterpistol.«

Billeder fra stedet viser, at politiet er til stede med flere betjente, hvor flere bærer automatvåben. Derudover er en drone også blevet sat i luften.

B.T.s medarbejder på stedet forklarer, at betjente spærrede alle indgange på gymnasiet.

Billeder fra stedet viser desuden, at det særlige lægeteam i skudsikre veste, TEMS, der står for Tactical Emergency Medical Service, også er til stede.

Det særlige lægeteam blev etableret i 2019 i Region Hovedstaden og består af akutlæger og paramedicinere, der iført skudsikre veste kan indsættes ved for eksempel terror eller skoleskyderi, allerede før politiet har sikret skadestedet.

B.T. har været i kontakt med Next, som ikke kan sige noget om hændelsen.

B.T. følger sagen.

Andre læser også