En mand blev tidligt mandag morgen fundet død på Selinevej ved Amagermotorvejen.

Det udløste, at Københavns Politi var massivt til stede for at undersøge dødsfaldet – og undersøgelser peger nu på, at vedkommende sandsynligvis mistede livet i en trafikulykke.

Det oplyser politikredsen i en pressemeddelelse kort efter klokken 10.

»Den omkomne er en mand, men er endnu ikke endelig identificeret, og pårørende er ikke orienteret,« lyder det.

»Efterforskningen fortsætter for at fastlægge hændelsesforløbet op til og omkring trafikuheldet,« tilføjes det.

Københavns Politi oplyser desuden, at der måske kan være tale 'om en mand, som en patrulje tidligere på morgenen transporterede til området':

»Derfor har Københavns Politi underrettet Den Uafhængige Politiklagemyndighed,« oplyses det i pressemeddelelsen, som fortsætter:

»Københavns Politi har på nuværende tidspunkt ikke yderligere oplysninger.«

Tidligere mandag morgen bekræftede politiet, at man var talstærkt til stede:

»Vi efterforsker et mistænkeligt dødsfald,« sagde Dyre Sønnicksen, der er vagthavende ved Københavns Politi, i den forbindelse.

B.T. følger sagen.