Politiet var fredag aften omkring kl 19.00-20.00 massivt til stede omkring Svanemøllen Station i København i kølvandet på en demonstration til fordel for palæstinenserne ved Israels ambassade i Hellerup tidligere på dagen.

Fredag aften var der fortsat demonstranter på gaderne i området, selv om demonstrationen i Hellerup blev opløst af politiet.

DR skriver, at tre personer er blevet anholdt. Alle tre for stenkast mod politiet på Østerbrogade.

Tre til fire politibetjente og to patruljevogne blev ramt af sten fra demonstranter, oplyser vagtchef Paw Kaltoft fra Københavns Politi til Ritzau.

På billeder fra stedet så man op mod 25 betjente danne en kæde mod demonstranterne ved Svanemøllen Station, der ligger ikke så langt fra ambassaden.

Politiet ved Svanemøllen Station. Foto: Presse-fotos.dk
Politiet ved Svanemøllen Station. Foto: Presse-fotos.dk
Vis mere

Politiet forsøgte omkring kl. 20.00 at opløse mængden af demonstranter ved Svanemøllen St. De bevægede sig ind mod centrum af København.

»Vi er massivt til stede. Vi kører en massiv sektorpatruljering i København og følger, hvor demonstranterne opholder sig,« sagde vagtchefen til B.T. tidligt fredag aften.

Derudover kunne han fortælle, at der ud af de 4.000 demonstranter, der var til stede ved Israels ambassade, var en hård kerne på 50-100 personer, der 'ikke ønskede en fredelig demonstration'.

Det er dem, politiet tidligt fredag aften forsøgte at få styr på.

Politiet massivt til stede ved Svanemøllen station fredag aften. Foto: Presse-fotos.dk.
Politiet massivt til stede ved Svanemøllen station fredag aften. Foto: Presse-fotos.dk.
Vis mere

Demonstrationen ved ambassaden blev arrangeret som en reaktion på de igangværende uroligheder i Israel og de palæstinensiske områder.

Israelsk militær har siden mandag bombet mål i Gazastriben, mens militante palæstinensere har skudt raketter mod Israel.

Siden mandag er mindst 122 mennesker dræbt i Gaza, og 900 andre er såret. I Israel er otte personer dræbt - seks af dem var civile.