Siden klokken 14 har Midt- og Vestsjællands Politi været talstærkt til stede i boligkvarteret Askerød i Greve, efter man modtog en anmeldelse om slagsmål.
Det fortæller vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi Mads Haugaard.
»Vi har modtaget en anmeldelse om uro og uorden i forbindelse med et slagsmål i en gruppering,« siger han og tilføjer:
»Der skulle være set en kniv, og det er baggrunden for, at vi rykker ud, som vi gør.«
Ved du noget om sagen? Så hører B.T. gerne fra dig. Skriv til sboa@bt.dk
Politiet har afspærret et område, som man efterfølgende var i færd med at undersøge.
Klokken 16.15 oplyser politiet til B.T, at de har afhørt to personer, der skulle være involveret, og at de skulle have været i et form for opgør med andre personer, der var kørt væk fra stedet.
De var dog ikke særlig meddelsomme.
Politiet har ikke haft fat i yderligere personer, og der er hverken nogen tilskadekomne eller personer, der er blevet anholdt.
Midt- og Vestsjællands Politi har ligeledes heller ikke fundet nogle våben på stedet, og derfor tyder alt på, at det ikke har været så voldsomt som først antaget.
Ifølge politiet er der ikke noget, der tyder på, at der er var tale om et bandeopgør.
Politiet har lørdag eftermiddag forladt området igen.