Politiet er tirsdag aften massivt til stede i boligkvarteret Grantoften på Baltopvej i Ballerup.

En mand er anholdt, efter politiet har fundet store mængder hjemmelavet fyrværkeri i mandens lejlighed.

»Der er mere fyrværkeri, end der kan være i en almindelig papkasse. Lad mig sige det på den måde,« siger vagtchef ved Københavns Vestegns Politi Bo Nyberg Riis til B.T.

Også kemisk beredskab, Ammunitionsrydningstjenesten EOD, brandvæsen og ambulancefolk er på stedet, og en boligblok er afspærret.

»Der er formentlig tale om hjemmelavet fyrværkeri, så bliver vi lige lidt ekstra forsigtige, og vi har taget vores forholdsregler. Det er ikke fremstillet under trygge forhold, så vi ved ikke, hvordan det kan reagere,« siger Bo Nyberg Riis og tilføjer:

»Det er fundet i en lejlighed i en boligblok, så vi vil helst ikke have, at det går mellem fingrene på os.«

Politiet kom på sporet af de store mængder ulovligt fyrværkeri i forbindelse med en ransagning i en helt anden sag, oplyser Bo Nyberg Riis:

»Det er et tilfældighedsfund.«

Den anholdte mand er beboeren af lejligheden. Han er sigtet efter straffelovens paragraf 252, der kan give op til otte års fængsel til 'den, der for vindings skyld, af grov kådhed eller på lignende hensynsløs måde volder nærliggende fare for nogens liv eller førlighed.'

Den anholdte er taget med på politistationen.