Nordjyllands Politi er tirsdag aften rykket ud til et masseslagsmål i Christiansgave Park i Hjørring.

Det oplyser vagtchef Jess Falberg til B.T.

»Et vidne ringer klokken 17.34 og melder om et masseslagsmål med 20 mand. Nogle havde køller med, og så har vidnet hørt brag, der lyder som skud. Bagefter er de så løbet fra stedet,« siger han.

Mindst syv patruljer med hunde er på stedet.

Det er endnu ikke til at sige, hvad baggrunden for masseslagsmålet er. Det er blandt andet det, politiet på stedet arbejder på at finde ud af.

Indtil videre har man fundet en kniv, peberspray og patronhylstre fra løse skud.

»Eftersom vidnet siger, de har haft køller med, så lyder det som et planlagt opgør mellem to grupperinger.«

»Det er ikke noget, vi oplever heroppe, så det er usædvanligt.«

Resten af aftenen vil politiet have tryghedspatruljer i området, samtidig med at man prøver at finde frem til de involverede.

»Vi undersøger de spor, vi har fundet. Så der er lidt at gå efter. Forhåbningen er også, at vi kan arbejde med noget ud fra vidner. Det er jo et lille lokalt samfund, så måske henvender nogle sig.«

Der er ingen meldinger om personskader i forbindelse med slagsmålet.