Tirsdag aften er Københavns Politi massivt til stede på Amager efter et masseslagsmål.

Slagsmålet er ifølge vagtchef Mads Østermark være fundet sted på Robert Jacobsens Vej ude i Ørestaden. 

»Vi er til stede på grund af et større slagsmål med omkring 20 mennesker. Vi ved endnu ikke, hvad det bunder i, men vi kan afvise, at der er blevet brugt nogen form for våben,« siger han til B.T.

Politiet oplyser efterfølgende til B.T., at der formentlig var tale om et familieopgør, hvor to grupperinger kom op at slås, men at det ikke beskrives som »noget voldsomt«. 

Vagtchefen fortæller yderligere:

»En enkelt person er blevet anholdt, men det handlede ikke om selve slagsmålet. Det handlede om, at han ikke ville lade politiet gøre sit arbejde.«

Han bekræfter afslutningsvis, at der igen er faldet ro på.