Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi mangler overvågning fra Korsør Station i sagen om drabet på 17-årige Emilie Meng.

Det fortæller Mai-Britt Storm Thygesen, der er bistandsadvokat for Emilie Mengs pårørende.

»Politiet har over for mig anerkendt, at der er et overvågningskamera fra Korsør Station, som man ikke har fået fat i,« siger hun.

I tredje afsnit af B.T.s podcast 'Nogen ved noget: Emilie Meng-mysteriet' fortæller vi om de første 48 timer, efter Ëmilie Meng forsvandt. Hør det her:

Tidligere efterforsker i både Rigspolitiet og Rejseholdet Jan Jarlbæk fortæller, hvorfor de første 48 timer er afgørende i en efterforskning.

»De første 48 timer betyder utrolig meget. Her arbejder man målrettet på at finde ud af, hvilken type forbrydelse man har med at gøre. Hvad er det for nogle tekniske beviser, vi kan finde på gerningsstedet, og hvor fører det os hen,« siger Jan Jarlbæk.

Tjekkede overvågning for sent

Emilie Meng forsvandt sporløst den 10. juli 2016, efter hun tog afsked med sine veninder på Korsør Station.

I de første 48 timer efter hendes forsvinden arbejdede Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi ud fra en teori om, at Emilie Meng var vendt tilbage til Korsør Station og havde taget toget mod København.

»Vores tese netop nu er, at vi tror, hun er i live. For et par måneder siden stak hun af til København på grund af kærestesorger. Det kan være det samme, det handler om nu. Hendes kæreste har – fra hvad vi ved fra hendes veninder – netop forladt hende,« sagde indsatsleder Flemming Jensen til B.T. mandag den 11. juli - altså dagen efter Emilie Meng var forsvundet.

På Korsør Station hænger der 12 overvågningskameraer, hvoraf flere filmede Emilie Meng og veninderne, da de ankom til Korsør Station søndag morgen den 10.juli.

Men først om tirsdagen fik politiet kigget på videoerne, der viste, at Emilie Meng aldrig var vendt tilbage til stationen.

Ifølge Jan Jarlbæk er videomateriale i en efterforskning 'helt uvurderligt, hvis den er der', og set i bagklogskabens klare lys er det derfor en klar fejl, at politiet ikke fik kigget på båndene noget før.

Et ud af i alt 12 overvågningskameraer på Korsør Station.
Et ud af i alt 12 overvågningskameraer på Korsør Station. Foto: Claus Bech
Vis mere

»Det kunne måske have afhjulpet nogle ting i forhold til den efterforskning, der skulle finde sted,« siger Jan Jarlbæk.

Kritikpunkt nummer ét

Mai-Britt Storm Thygensen har ikke kunnet få oplyst af politiet, hvilket kamera det er, politiet ikke har haft adgang til, men både hun og Emilie Mengs familie frygter, at de manglende overvågningsbilleder kan have skadet opklaringen af sagen.

»Man har ikke indhentet al den overvågning, man skulle, og man har ikke indhentet det i tide. Man har ikke gjort det arbejde, man skulle. Det har været kritikpunkt nummer ét fra familien. Det har man ikke været tilfreds med overhovedet,« siger hun til B.T.

Politiet: »Vi havde tekniske problemer«

Hvilken betydning, den manglende overvågning har - eller har haft - for efterforskningen i Emilie Meng-sagen, vides ikke.

Sagen om Emilie Meng er fortsat uopklaret. Og sporene mellem Korsør Station, hvor hun sporløst forsvandt søndag nat den 10. juli 2016, og Regnemarks Bakke, hvor hun fem og en halv måned senere blev fundet dræbt, er yderst sparsomme. (Foto: privat)
Sagen om Emilie Meng er fortsat uopklaret. Og sporene mellem Korsør Station, hvor hun sporløst forsvandt søndag nat den 10. juli 2016, og Regnemarks Bakke, hvor hun fem og en halv måned senere blev fundet dræbt, er yderst sparsomme. (Foto: privat)
Vis mere

Men overvågning fra netop Korsør Station har tidligere i sagen spillet en stor rolle, da politiet i et hjørne fra et videokamera, der pegede væk fra stationen, kunne se en hvid bil eller lys bil forlade Korsør Station få minutter efter Emilie Meng.

Det er aldrig lykkedes at finde frem til bilen, som politiet mener er en Hyundai i30 eller en bil, der ligner.

Om bilen også ses på den manglende overvågning vides ikke? Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har ikke ønsket at medvirke i B.T.s podcast, men politiinspektør Kim Kliver har i et tidligere interview med B.T. forklaret, at 'tekniske problemer' var skyld i, at politiet ikke kunne se videoovervågningen fra Korsør Station i de indledende 48 timer.

Lyt til B.T.s podcast 'Nogen ved noget: Emilie Meng-mysteriet' her.

Ved du noget om sagen, hører vi meget gerne fra dig. Skriv til meng@bt.dk - Tak.