Hvad foretog den drabsfængslede præst Thomas Gotthard sig i nætterne, 10 dage efter at hans kone, Maria From Jakobsen, forsvandt sporløst?

Det spiller lige nu en central rolle for efterforskerne i drabssagen hos Nordsjællands Politi, der fredag gik ud med en efterlysning med navn og foto af den 44-årige mand.

Thomas Gotthard blev anholdt 15. november og har siden været varetægtsfængslet for drabet på sin hustru, der forsvandt sporløst 26. oktober. Han nægter sig skyldig.

»Vi er ved at lægge en minutiøs tidslinje om den mistænktes færden minut for minut. Derfor håber vi, at nye henvendelser kan hjælpe os med at fylde nogle af de sorte huller ud, som findes i vores tidslinje. Og nogle gange skal der ikke så meget til,« siger vicepolitiinspektør Lau Lauritzen til B.T.

Efterforskningslederen lægger ikke skjul på, at politiet særligt er interesseret i oplysninger om præstens færden i løbet af fire nætter. Det drejer sig om natten efter søndag 1. november samt de tre nætter efter torsdag 5. november, fredag 6. november samt 7. november i år.

»De her nætter har stor interesse for os, da det netop er her, vi ikke har styr på den sigtedes færden. Ud fra afhøring af vidner, den mistænkte selv og den massive overvågning, som vi har sikret, ved vi ikke, hvor han befandt sig henne.«

»Derfor vil vi gerne høre, om nogen har set ham. Det er selvfølgelig ikke specielt sandsynligt om natten, men der skal nok være nogen. De nætter er specielle for os, og vi må erkende, at der er noget, som vi ikke har styr på, som kan vise sig afgørende for sagens opklaring. Både i forhold til at finde Maria og i at finde nogle effekter, der hidrører fra selve forbrydelsen,« tilføjer vicepolitiinspektøren.

Var parrets to børn hjemme hos ham i de nætter?

»Det har jeg ikke kommentarer til. Men der er en årsag til, at vi specielt fokuserer på de tre nætter,« svarer Lau Lauritzen.

Efterforskningslederen lægger derimod ikke skjul på, at en stor del af den hidtidige efterforskning har fokuseret på genbrugspladser i Nordsjælland.

»Vi frygter, at den mistænkte har skaffet beviser for forbrydelsen af vejen på genbrugspladser. Vi har været på næsten alle genbrugspladser i Nordsjælland – rigtig, rigtig mange.«

»Vi er jo tidsmæssigt bagud, men vi kan håbe på, at der måske er nogle bekendte af ham, som har mødt ham på en genbrugsplads eller har set en mand stå og læsse nogle ting af. Det er vi ret interesseret i at høre om, og det har vi nogle ganske bestemte grunde til, som jeg foreløbig ikke kan komme ind på,« tilføjer efterforskningslederen.

Den 43-årige psykolog Maria From Jakobsen fra Frederikssund forsvandt 26. oktober sidste år. Hendes 45-årige mand – sognepræsten Thomas Gotthard – er varetægtsfængslet og tiltalt for at have dræbt hende og skilt sig af med liget. 
Den 43-årige psykolog Maria From Jakobsen fra Frederikssund forsvandt 26. oktober sidste år. Hendes 45-årige mand – sognepræsten Thomas Gotthard – er varetægtsfængslet og tiltalt for at have dræbt hende og skilt sig af med liget.  Nordsjællands Politi

Nordsjællands Politi er ikke sikker på, om man har fundet et såkaldt primært gerningssted, hvor selve drabet er begået.

»Men vi vil også gerne finde det, vi kalder sekundære gerningssteder, hvor man eksempelvis kan have skilt sig af med eller midlertidigt opbevaret et lig. Det er rigtig vigtigt for os, da vi ikke har fundet Maria endnu,« pointerer vicepolitiinspektøren.

Har I fysiske ting, der indikerer, at Maria er død?

»Nej, det har vi ikke. Vi har et mistankegrundlag, fordi hun er forsvundet fra jordens overflade. Med al den overvågning og vidneforklaringer, som vi har indhentet i denne sag, så er det ret underligt, at hun er som sunket i jorden, om jeg så må sige. Men vi har ikke fundet noget endnu fra hende, der kan godtgøre, at hun er død.«

Politiet interesserer sig blandt andet for, hvorfor den 202 centimerter høje præst Thomas Gotthard i dagene efter konens forsvinden besøgte genbrugspladsen i Jægerspris. 
Politiet interesserer sig blandt andet for, hvorfor den 202 centimerter høje præst Thomas Gotthard i dagene efter konens forsvinden besøgte genbrugspladsen i Jægerspris.  Politiet

Maria From Jakobsen forsvandt 26. oktober fra ægteparrets bopæl på Nialsvej i Frederikssund.

Dagen efter meldte hendes søster hende savnet, og 29. oktober blev den efterlyste psykologs bil fundet efterladt på Rødkildevej ved Bellahøj i Københavns nordvestlige udkant.

Den varetægtsfængslede mand og præst har ifølge politiets foreløbige efterforskning foretaget en række relativt belastende søgninger på nettet i tiden efter 26. oktober, hvor Maria From Jakobsen forsvandt sporløst. Han skulle blandt andet have søgt på ord som 'havdybde', 'olietønder', 'selvmord', 'forsvunden' og 'rensemidler'.

Desuden er han i forhold til samleverens forsvinden ifølge politiet belastet af, at der ved en ransagning på deres bopæl efter hendes forsvinden er fundet en større mængde af de stærkt ætsende væsker saltsyre og kaustisk soda.