Lyt til artiklen

Natten til den 12. juli 2021 brændte den historiske Borbjerg Mølle Kro ned til grunden.

Nu kommer politiet med nyt i sagen – og en opfordring.

I en pressemeddelelse oplyser Midt- og Vestjyllands Politi, at man stadig mangler det 'afgørende spor', der kan føre til en opklaring af sagen.

Efterforskningen har stået på i over et år, og politiet kom hurtigt frem til, at branden efter alt at dømme var påsat.

Derfor opfordrer politiet vidner til at henvende sig med tip, der kan bringe efterforskerne på sporet af gerningspersonen eller gerningspersonerne.

I den forbindelse er der stillet en klækkelig dusør på højkant.

Forsikringsselskabet Købstædernes Forsikring vil give 100.000 kroner til den eller de personer, der kan komme med oplysninger om, hvem der står bag den påsatte brand på kroen.

»Vi vil gerne bidrage til efterforskningen ved at udlove en dusør, da sagen stadig ikke er afsluttet. Politiet er sikre på, at branden er påsat, og derfor vil vi med dusøren opfordre til, at politiet får dét afgørende tip, som kan bringe sagen til en snarlig afslutning,« siger Torben Bidstrup, der er skadedirektør hos forsikringsselskabet Købstædernes Forsikring, i pressemeddelelsen.

Hos Midt- og Vestjyllands Politi håber man, at dusøren kan være med til at opklare den triste sag og den bagvedliggende forbrydelse.

»Derfor håber vi også, at dusøren kan få folk til at henvende sig til os, hvis de sidder inde med viden om den påsatte brand,« siger Torben Ladefoged, der er fungerende politikommissær i efterforskningsafdelingen hos Lokalpolitiet i Holstebro.

Efterforskningen af sagen er ifølge Midt- og Vestjyllands Politi nået til et punkt, hvor efterforskerne har svært ved at komme videre, og derfor vælger politiet nu at bakke op om forsikringsselskabets tilbud om at udlove en dusør – selvom denne tilgang ikke bliver anvendt særligt ofte.

Hvis du har oplysninger i sagen, kan du rette henvendelse til Midt- og Vestjyllands Politi på telefonnummer 114. Henvis gerne til sagens journalnummer, som er 4100-71121-00044-21.