Flere rockerklubhuse bliver nu lukket.

Det oplyser Københavns Vestegns Politi, der har indført opholdsforbud i to rockerklubhuse på Vestegnen.

Det drejer sig om et på Hvidsværmervej i Rødovre og et på Ole Rømers Vej i Taastrup.

»Politiet forbyder således enhver adgang til adresserne,« lyder det i en pressemeddelelse.

Opholdsforbuddet trådte i kraft klokken 13.30 tirsdag og gælder indtil videre 14 dage frem til 26. september 13.30.

Overtræder man forbuddet kan man blive straffet med fængsel i op til to år.

Det sker som led i bekæmpelsen af den verserende bandekonflikt, der blandt andet førte til en eksplosion på Svanevej i Københavns Nordvestkvarter natten til lørdag.

Det er rockergruppen Hell Angels og den ellers forbudte bande LTF, der er i konflikt.

»Politiet er af den opfattelse, at der er en betydelig risiko for et angreb på ejendommen, som tjener som opholdssted for Hells Angels MC, hvilket kan være til fare for personer, der bor eller opholder sig i nærheden,« lyder det i pressemeddelelsen.

Det er under et døgn siden, at Københavns Politi lukkede for tre klubhuse i København i Sydhavnen, Nordvest og Kastrup.

Lyt med når B.T.s kriminalredaktion hver uge går helt tæt på aktuelle emner, den kriminelle underverden og store efterforskninger.