En Stram Kurs-demonstration på Motalavej i Korsør udviklede sig lørdag eftermiddag dramatisk.

Billeder fra demonstrationen viser, at politiet  måtte trække knipler mod adskillige maskerede personer.

Den anmeldte Stram Kurs-demonstration startede klokken 16 i Korsør, men løb hurtigt af sporet.

»Det udviklede sig i en uheldig og uacceptabel retning,« siger politiinspektør ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Kim Kliver.

Foto: Frederik Lind Racher/Byrd
Vis mere

»Der blev kastet ting mod politiet og andre. Derfor måtte vi bringe demonstrationen til ophør af hensyn til alles sikkerhed,« fortsætter han.

Hvem blev der ellers kastet noget imod?

»Det var primært politiet.«

Hvad blev der kastet?

Foto: Frederik Lind Racher/Byrd
Vis mere

»Det kan jeg ikke sige noget om lige nu. Vi er stadig i gang med at efterforske sagen.«

Politiet kan endnu ikke slå fast, hvem der begyndte at kaste med genstande og fik demonstrationen til at løbe løbsk.

Ifølge Kim Kliver var politiet 'synligt til stede' ved demonstrationen, hvor der ifølge politifolkene på stedet dukkede mellem 100 og 150 personer op. Der var ikke anmeldt en moddemonstration.

Selvom det gik voldsomt for sig var der ifølge Kim Kliver ingen oplysninger om tilskadekomne.

Der er i øjeblikket ingen anholdte.

»Selvom demonstrationen blev bragt til ophør, vil vi fortsat være synligt til stede i Korsør de kommende timer,« siger Kim Kliver.

Han understreger, at deltagerne i demonstrationen skal overholde forsamlingsforbuddet på maksimalt 10 personer, nu hvor den er ophørt. Forsamlingsforbuddet gælder ikke under demonstrationer.

Tidligere lørdag eftermiddag afholdt Stram Kurs en demonstration i Skælskør, som ifølge politiet forløb anderledes roligt.

Foto: Frederik Lind Racher/Byrd
Vis mere

Senere lørdag aften afholdt Stram Kurs endnu en demonstration i Korsør.

'Udover lidt råben er det forløbet rimeligt fredeligt,' skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi på Twitter.