Politiet lukkede 39 Snapchat-profiler før festival
Indsatsen var del af politiets forebyggende arbejde mod ulovligt onlinesalg.

Indsatsen var del af politiets forebyggende arbejde mod ulovligt onlinesalg.

Sydøstjyllands Politi lukkede 39 Snapchat-profiler i maj forud for årets Jelling Musikfestival.
Politiet mistænkte profilerne for at fungere som platforme for salg af euforiserende stoffer, opioider og ulovlige nikotinprodukter i Vejle-området.
Det oplyser politikredsen i en pressemeddelelse.
»I et tæt samarbejde med National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK, red.) lykkedes det os at identificere og få lukket en række Snapchat-profiler, som vi mistænker er blevet brugt til at sælge stoffer, opioider og ulovlige nikotinprodukter i form af puffbars,« siger politikommissær Mich Klausen fra Sydøstjyllands politi.
Indsatsen var del af politiets forebyggende arbejde mod ulovligt onlinesalg frem mod festivalen.
Politikommissæren vurderer, at lukningen af så mange formodede salgskanaler samtidig har haft en mærkbar effekt i miljøet og blandt potentielle købere.
»Samtidig håber vi, at vores indsats gør, at andre tænker sig om en ekstra gang, inden de opretter profiler på sociale medier til ulovligt salg, for vi kommer også fremadrettet til at lave lignende tiltag,« siger Mich Klausen.