1. juledag forlod 80-årige Alvaro sit hjem på Gråbrødre Torv i København og forsvandt.
Trods en omfattende eftersøgning er han stadig ikke fundet, og nu deler politiet både en bøn og en dyb, dyb bekymring.
»Vi savner ham stadig,« fortæller vagtchef ved Københavns Politi Jonathan Wald.
Både betjente, hunde, droner og frivillige har ledt efter Alvaro, som lider af Alzheimers, siden han forsvandt. Søndag eftermiddag var politiet ifølge TV 2 Kosmopol til stede i Københavns Havn foran Den Sorte Diamant, for at lede efter Alvaro, men heller ikke det gav resultat.
»Der er ikke kommet et gennembrud i sagen, så vi hører stadig enormt gerne fra folk, der har set ham eller ligger inde med oplysninger, der kan føre os på sporet af ham,« siger Jonathan Wald.
80-årige Alvaro gik fra Gråbrødre Torv 25. december klokken 21.45, og siden har han været væk.
»Det er klart, at vi bliver mere og mere bekymrede for hver time, der går,« siger Jonathan Wald.
Selvom Alvaros datter, Sara, er dybt taknemmelig for de frivillige, der har hjulpet til med at lede efter hendes far, opfordrer hun flere til at melde sig.
Det kan du læse mere om HER.

Den savnede mand beskrives som gråhåret med sorte briller, omtrent 175 centimeter høj og spinkel af bygning.
Han drog afsted iført en jakke og mørke bukser, samt med en Fjällräven-rygsæk og kasket.
Kan man hjælpe Københavns Politi med oplysninger i sagen, opfordres man til at ringe 1-1-4.
