Nordsjællands Politi og dykkere fra Søværnet er tirsdag eftermiddag til stede ved en kanal i Frederiksværk.
Det sker i forbindelse med en seks år gammel sag om en 41-årig kvinde, som blev fundet død i kanalen, skriver Sjællandske Nyheder.
»Vi har modtaget nogle nye oplysninger, som jeg ikke kan komme nærmere ind på, der gør, at vi er nødt til at fortsætte efterforskningen. Derfor er vi her i dag, og vi skal i vandet med dykkere for at lede efter nogle effekter,« siger Jakob Rahbek, politikommissær i Nordsjællands Politi til mediet.
Rahbek, som er efterforskningsleder på sagen, uddyber til B.T., at effekterne »kunne være« kvindens ejendele »eller noget, der kan relatere sig til hende.«
Han kan ikke fortælle yderligere, hvad man præcis leder efter, eller hvor de nye oplysninger kommer fra, siger han.
Politiet har endnu ingen mistænkte i sagen, og det er for tidligt at sige, om der kommer et gennembrud i sagen, siger Rahbek.
Den 41-årig kvinde blev fundet død i kanalen i Frederiksværk en onsdag formiddag den 1. maj 2019.
Ingen er blevet dømt i sagen, men nu mistænker politiet, at der er sket en forbrydelse, siger Rahbek til Sjællandske Nyheder.
Politiet venter at arbejde i Frederiksværk resten af dage, siger han videre til B.T.
