Lyt til artiklen

Eftersøgning af 24-årig tysk kvinde er fortsat torsdag, hvor man har haft helikopter i luften.

Politiet har ledt efter kvinden siden onsdag ved middagstid.

Hendes taske blev onsdag fundet efterladt på Grenen nord for Skagen, og den indeholdt genstande, der tilhører kvinden, oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Politiet undersøger nu omstændighederne for kvindens forsvinden, og kvindens pårørende, som politiet er i løbende kontakt med, frygter, at hun er i nedtrykt tilstand.

Onsdag ledte man med patruljer, hunde og en helikopter fra Forsvaret til ud på natten, og torsdag har man fortsat indsatsen. Foreløbig uden at finde kvinden.

»Vi genoptog her til morgen ved 9-tiden eftersøgningen ved Grenen, hvor vi afsøger landområdet med politihunde. Her til formiddag bliver området ligeledes afsøgt med helikopter,« oplyser politikommissær Michael Elkjær, Frederikshavn Politistation.

Han fortæller, at politiets efterlysende Facebook-opslag har givet nogle henvendelser, som politiet er taknemmelige for.

Desværre har de endnu ikke ført til konkrete fremskridt i eftersøgningen.

»Men vi ved, at kvinden sidst er set tirsdag 17. januar om formiddagen, hvor hun var i butikken Jysk i Skagen,« siger Michael Elkjær.

Den 24-årige kvinde beskrives som værende cirka 165 cm høj, almindelig af bygning, med brune øjne og mørkebrunt hår. Hun benytter desuden nogle gange briller. Kvinden ses på billedet her i artiklen.

Politiet opfordrer til, at personer, som måske har set kvinden eller har andre oplysninger, som muligvis kan hjælpe, henvender sig på telefon 114.