Københavns Politi leder i øjeblikket efter en savnet mand ved navn Samuel.

Han blev sidst set forlade en beværtning i Pilestræde i hovedstaden omkring klokken 02 natten til lørdag.

Siden har han været væk.

I en pressemeddelelse oplyser politikredsen følgende:

»Ser man Samuel, eller har man kendskab til hans færden, bedes man ringe 114 med det samme.«

Vagtchef ved Københavns Politi Anette Ostenfeldt oplyser til Ritzau, at man ikke umiddelbart har flere oplysninger om, hvilken retning Samuel kan være gået.

»Vi forsøger selvfølgelig at undersøge hans færden. Og så håber vi på, at der er nogen, der ved hvor han er,« siger hun.

Politiet har umiddelbart ikke nogen formodning om, at Samuel er blevet udsat for en forbrydelse.

B.T. følger sagen.